Seværdigheder i Tanzania

Udgivet Forfatter adminSkriv en kommentar

Læs her om oplevelser og seværdigheder i Tanzania som jeg mener du skal se! Når man tager afsted til et land som byder på så meget, så er det rart at være forberedt hjemmefra. Man kan tage på dase ferie, opleve en anden kultur, spise lækker mad, være kulturel og udforske historien om landet. – Og mange har nok allerede en plan om at det indebærer eksotiske dyr og hvide sandstrande. Men Tanzania er meget mere end bare det. Jeg prøver her at liste op hvad jeg syntes er interessant.

Tanzania

Tanzania, Dar es Salaam
Med færgen fra Kigamboni til Dar es Salaam

Rent historisk er Tanzania et utrolig spændende land hvor også mange grusomme ting er sket førhen i tiden. Zanzibar som dengang hed Unguja, var stedet for slavehandel under Sultanen af Oman – indtil han blev fordrevet af Briterne, som så lukkede slavehandlen tilbage i 1863. Tanzania hed dengang Tanganyika, men den 9. december 1961 blev Tanganiyka til en selvstændig stat og i 1963 fulgte Unguja efter og blev også til en selvstændig stat. I 1964 blev de to selvstændige stater forenet til et land Tanzania. Man mærker dog stadig at det er lidt opdelt, fastlandet og Zanzibar. På Zanzibar er største delen af befolkningen muslimer, og på fastlandet er de kristne. Det er dog ikke noget man videre bemærker som besøgende. Tanzania er i mine øjne et fredeligt land, hvor alle kan med hinanden uanset hvilken religiøs baggrund de har.

Bagamoyo

Tanzania, Bagamoyo
Bagamoyo – Det gamle Baobab træ blev plantet i 1858 og markerede den katolske begyndelse i Bagamoyo.

Et absolut historisk højdepunkt er Bagamoyo som ligger 75 km nord for Dar es Salaam. Bagamoyo var en vigtig by for handel, specielt handel af slaver. Den gamle kirke er bestemt et besøg værd. Her kan man få en rundtur og få hele historien om Doktor David Livingstone samt se det gamle Baobab træ. Det blev plantet i 1858 og markerede den katolske missions begyndelse i Bagamoyo. Det specielle ved dette træ, udover dets alder, er at en nonne som arbejdede på hospitalet ved kirken, bandt sit æsel i en kæde omkring dette træ. Denne kæde er der stadig, dog delvist vokset ind i det store træ og blev i 2012 forlænget med yderligere 34 kæde ringe.

Tanzania, Bagamoyo
Bagamoyo. Livingstone Tower og den gamle kirke

Den berømte opdagelsesrejsende (Læge og missionær) David Livingstones balsamerede lig blev båret gennem Afrika ud til kysten og blev opbevaret i Livingstone Tower ved den gamle kirke, indtil han blev fragtet hjem til England til en statsbegravelse. I Bagamoyo findes også en krokodille farm som er værd at besøge.

Zanzibar

Tanzania, Stonetown - Zanzibar
Indsejlningen til Stonetown, Zanzibar.

Zanzibar byder på endeløse hvide sandstrande, skønne Stonetown og afslapning. Her kan også arrangeres en Spice Tour, Zanzibar er kendt for sine fantastiske krydderier og du kan købe dem overalt. Her findes også mange små forretninger hvor du kan købe enormt mange flotte ting lavet i træ af dygtige håndværksmænd. Specielt deres kister med de flotteste udsmykninger! Har bare endnu ikke fundet ud af hvordan jeg får sådan en med hjem! Læg desuden mærke til de fantastiske dør udsmykninger du finder på de fleste huse inde i Stonetown. På den sydvestlige del af Zanzibar, et område der hedder Kizimkazi er det muligt at svømme med delfiner. Du finder hoteller på hele Zanzibar men specielt på østkysten er der mange. Nå du krydser Zanzibar vil du finde et væld af jungle, bananpalmer, aber og frodighed.

Stranden

Tanzania, koralrev Zanzibar
Koralrev Zanzibar

Når man opholder sig på stranden i Tanzania, skal man lige vide, at der er tidevand. Ved middags tid kan man bevæge sig enormt langt ud og ved aften tid kommer vandet retur igen. Husk at, hvis du vælger at tage en gåtur ud ved det lave tidevand, så er det vigtigt du har nogle gode sko på, der hænger godt fast på foden. Du risikere både at skære dig på koral rev og træde på søpindsvin.

Tanzania - Zanzibar
En ud af mange søstjerner vi så ved koral revene

Undervejs ud vil du støde på små pools fyldt med dyreliv, flotte store søstjerner, levende søpindsvin og flotte fisk. Dette koral liv i vandet finder du ikke på alle strande, vi fandt det på øst siden af Zanzibar. Udover at se livet i vandet, møder du også herude bønder. Ja du læste rigtig! Bønder som har “marker” under vandet hvor de dyrker planter som bliver til gummi.

Prison Island

Tanzania, Prison Island
Prison Island

5,6 km fra Zanzibar finder du Prison Island, som i sin tid tjente som fængsel til de rebelske slaver. Her oplever du den smukkeste hvide strand, kæmpe skildpadder på over 200kg  og 100 år gamle, rådyr og en rundtur i fængslet er et besøg værd! Her findes også et hotel hvis man får lyst til at overnatte.

 

Kilimanjaro, Serengeti og Ngorongoro

I den nordlige del af Tanzania, finder du Tanzanias højeste punkt, bjerget Kilimanjaro, og de to store national parker – Serengeti og vulkan krateret Ngorongoro som er en af de største seværdigheder i Tanzania. Her summer af liv fra de berømte afrikanske dyr. Zebraer, strudse, elefanter, bøfler, næsehorn, flodheste, leoparder, løver og giraffer og mange mange flere dyrearter. Det er et meget populært sted at arrangere sin safari tur. Læs mere om Kilimanjaro her.

Arusha

Tanzania, Meserani Snakepark - Arusha
Meserani Snake park og Masai Museum

Hvis man alligevel planlægger en safari tur og tager til Arusha, så finder du udover en masse kaffeplantager også Meserani Snake Park, med verdens allermest giftige slanger, krokodiller og et Masai museum, en jordhule man bevæger sig ind i, hvor man kan virkelig både kan se og fornemme hvordan masaierne lever. Selvfølgelig kan der overalt købes en masse souvenirs som sælges af masaierne. Se mere her.

Dar es Salaam

Når vi rejser til Tanzania lander vi altid i Dar es Salaam. Det er dette område vi holder til og også her min kæreste er opvokset. Men der findes mange andre lufthavne i Tanzania, så alt efter hvad rejsens mål er kan man vælge hvor man vil lande. Dar es Salaam er indbegrebet af kaos, så her skal man besidde en vis portion tålmodighed og tid. I Dar es Salaam finder man hoteller i alle stjerne klasser, specielt området Oesterbay ved kysten, ligger

Tanzania
Den største ananas jeg nogensinde har set – købt på et marked.

de lækre hoteller, kasino og restauranter. I Dar es Salaam (Tanzania generelt) er det også sjovt at gå på marked og finde lækker frugt, spændende madvarer og andre sjove ting. Har aldrig set så meget lækkert og forskelligt friskt frugt som i Tanzania. I Dar es Salaam hersker der liv på markedspladserne fra kl 5 om morgenen til midnat. Syd for Dar es Salaam findes en Zoo – Den vil jeg ikke anbefale dig at støtte med dit besøg. Dyrene har ikke særlig gode vilkår og virker dopede, og man er faktisk bare i dårligt humør når man forlader stedet.

For at komme rundt i Dar es Salaam kan man vælger taxa, bus eller tuk tuk. Hvis du opholder dig længere tid i Dar, vil jeg anbefale at leje en bil. Hvis man vælger taxa eller tuk tuk så aftal en pris inden du stiger på og prut dem!

Vi er normalt altid indkvarteret privat når vi er afsted. Når vi har en dag hvor vi ikke skal andet end at slappe af, så holder vi til på White Sands Hotel hvor man betaler et mindre beløb per mand – så kan man opholde sig på deres strand, spise frokost, bruge pool, fitness og toilet faciliteter.

Mbudia – Paradis øen

Tanzania, Mbudia
Mbudia

På hotel White Sands har de en 20 minutters båd afgang derfra til øen Mbudia. Her holder mange lokale til feks. på helligdage eller i weekenden. Mbudia er simpelthen et must at se og opleve hvis man er i nærheden af den. Det klareste vand, en strand fuld af dyreliv og natur, og super let at komme dertil. Her kan man leje en lille åben hytte med bord og bænke – hvor du enten kan bestille eller fortære din egen medbragte mad. Jeg vil personlig foretrække at tage dertil en rolig hverdag, syntes de lokale sviner meget og det går lidt op i for meget alkohol. Den sidste båd går hjemad igen til fastlandet inden solen går ned ved en 18 tiden. Du kan se flere informationer om White Sands hotellet her hvor du også kan tage båden til Mbudia.

Kigamboni Beach

Tanzania, Kigamboni Beach
Kigamboni Beach – En næsten endeløs hvid sandstrand

Endnu et sted man bare må opleve hvis man opholder sig i Dar es Salaam er Kigamboni beach, der ligger lige udenfor Dar es Salaam. Man kan nu tage den nye bro til Kigamboni eller tage den lille færge der sejler frem og tilbage hele dagen fra Dar over på den anden side. På Kigamboni Beach gør vi som på Hotel White Sands, vi betaler en indgang på et hotel,  som giver os adgang til hotellets faciliteter og nyder den helt fantastiske kridhvide strand med det smukke rene hav, lige til at springe i bølgerne.På strandene støder man også på sælger, så hvis en frisk kokosnød eller en flot halskæde frister, så kan man være heldig – Men husk at prut dem 😉

Mafia Island

Syd for Dar es Salaam ligger der en ø der hedder Mafia Island. Jeg har ikke været der selv – ENDNU, men det er helt sikkert at jeg skal have familien med derhen næste gang vi er afsted. Mafia Island er en uspoleret perle og turismen er meget lav. Du finder kilometervis af hvide sandstrande, fantastisk urørt natur, mulighed for dykning, snorkling og for at se de berømte hvalhajer. På Mafia Island finder du 9 hoteller, se dem her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *