Ngorongoro og Serengeti – Safari tur i Tanzania

Udgivet Forfatter adminSkriv en kommentar

Jeg var så heldig at få oplevelsen at køre gennem Ngorongoro og Serengeti i sommeren 2014. Faktisk tog vi hele turen i bil fra Dar es Salam gennem Bagamoyo og videre til Arusha. Derfra videre gennem Ngorongoro og Serengeti – national parkerne. Videre til Mwanza hvor vi var et par dag (fantastisk by lige ud til Lake Victoria) og derefter mod hovedstaden Dodoma og tilbage til Dar es Salaam – 2500 km sightseeing i Tanzania.

Ngorongoro og Serengeti National parker

En af de mest eftertragtede turist attraktioner i Tanzania er selvfølgelig en Safari tur. Safari oversat til dansk betyder rejse, og det er hvad det er. En rejse igennem landet i Tanzania, naturen og alle de smukke eksotiske dyr vi er så fascinerede af. Vi har nok alle set dem gennem tiden i Zoo, TV eller Cirkus og endelig ser man dem IRL! Og hvor de også hører til. Man møder her livets cyklus, Elefanter med deres flok, løvemor med sine unger, og gazellen der bliver det næste måltid.

Ngorongoro
Ngorongoro – To løve mødre med deres unger, hviler sig i skyggen

 

“Snakepark” og Masai museum

Jeg har været afsted på Safari, og vi tog en tur gennem Ngorongoro og Serengeti. Vi havde lejet en bil i Dar es Salaam og kørte hele vejen til Arusha, hvor vi havde første stop og overnatning. Det skal lige siges denne tur er ikke for tøsedrenge når man vælger at køre hele vejen! Vejene er i forhold til danske veje, virkelig dårlige at køre på og vores gennemsnitsfart har været 80 km under hele turen (2500km) Da vi passerede Arusha var vi i Meserani Snake Park og på et Masai museum. Du kan læse mere om det sted ved at klikke her. Derefter kørte vi videre til den sidste by “Karatu” inden Ngorongoro og Serengeti national parkerne. Der overnattede vi og havde derfor en god chance for at køre afsted tidligt om morgenen.

 

Ngorongoro
Ngorongoro – Indgang til Nationalparken

 

For at komme igennem den første park Ngorongoro, skal der vises pas og betales for at komme ind og papirer skal laves på alle som passere. Tanzanianske statsborger betaler et meget symbolsk beløb for at køre ind i området, hvorimod turister opkræves 50$. Og for yderligere at køre ned i krateret til det rige dyreliv, opkræves de 200$. Omkring krateret ligger en del hoteller med en flot udsigt ned til Ngorongoro krateret og alle dyrene.

Ngorongoro
Ngorongoro – Zebraer

Ngorongoro krateret er et 8292 km2 stort natur beskyttelses område, og fyldt med dyreliv.  Derefter kørte vi ind i Serengeti, hvor man igen skal ordne papirer og betale for at køre igennem. Hvis man vælger at køre Safari på egen hånd er det en god ide at følge turist bilerne, fordi guiderne ved præcis hvor dyrene opholder sig. På denne tur er der mulighed for at se gnuer,struds, zebraer, gazeller, giraffer, næsehorn, vortesvin, flodheste, løver, leoparder, bavianer, bøfler, elefanter og et rigt liv af forskellige fugle.

Ngorongoro - Serengeti
Elefanter i Serengeti

Vi har helt klart sparet mange penge på at køre turen selv, og vi har set og oplevet ting på den tur som vi aldrig glemmer. Både godt og skidt 😀 Men set i bakspejlet skulle vi nok have brugt mere tid på vores safari tur, udforsket områderne mere og overnattet i parken. Det vil jeg ihvertfald råde andre til og det er også vores plan næste gang.

Ngorongoro
Udsigt over Ngorongoro

Planlægning af Safari tur.

Hvis man vil forsøge sig med denne tur på egen hånd vil jeg råde dig/jer til at bruge meget tid på planlægning og research, flyve til Nord Tanzania Kilimanjaro/eller direkte til Serengeti – Nationale flyafgange kan bookes her – og så leje en god landcruiser ( Ja Landcruiser er de absolutte mest egnede biler til at køre i det område) og arrangere hotel hjemmefra, det kan gøres ved Booking.com  som dækker et stort udvalg af hoteller, heriblandt 17 overnatnings muligheder inde i parken. Jeg var heldig fordi min kæreste er derfra og vi havde to andre med som kendte Serengeti og Ngorongoro i forvejen. Så hvis man ikke har sådanne relationer, er det nok mest anbefalelsesværdigt at give pengene godt ud og køre med et selskab og få en garanti for en god oplevelse. Her har jeg en personlig anbefaling fra Sidsel, til en lokal operatør. Det er en lille operatør der hedder African Scenic Safari. som holder til i Moshi og er lokale.  Sidsel udtaler “De er virkelig gode. Ekstremt dygtige og seriøse guider og ikke mindst gode til at skrue op og ned for graden af ‘luksus’ og dermed pris uden det går ud over det de involverede skal tjene. Du kan se mere her

Struds - Ngorongoro
Struds – Ngorongoro

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *